Finland er en republik i NØ-Europa med kystlinjer til Østersøen, Botniske Bugt og Finske Bugt samt landegrænser til Norge, Sverige og Rusland. Landskabet er overvejende fladt eller bakket lavland med nåle- og birkeskove og omkring 187.000 søer. Finland kaldes også De tusind søers land. Længst mod N er der bjerge og tundra. Ved kysten er der skærgård med mange øer.
I det meste af Finland er der tempereret fastlandsklima med strenge vintre. Længst mod N er der polarklima.
Landets vigtigste naturresurse er tømmer. Der udvindes også kobber, zink, jernmalm og sølv. Landet har fem atomkraftværker.
Finland har et stabilt demokrati. Landet er en stærk velfærdsstat med et veludviklet uddannelsessystem og et godt socialt sikkerhedsnet. Ålandsøerne har selvstyre. Finland er medlem af EU.
Må kun kopieres på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copy-dan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.
© Copyright GeoTema, udgivet af StoneCom ApS · Forfatter: Mikkel Steen · Illustration/grafik: Mikkel Steen
© Copyright GeoTema, udgivet af StoneCom ApS · Forfatter: Mikkel Steen · Illustration/grafik: Mikkel Steen